98   Mel.: Axel Madsen 1978 1 Det var ikke en nat som de andre, thi al skabningen holdt på sit vejr og så engle i tusindvis vandre rundt på jorden med stjernernes skær. Denne nat blev et lyshav i tiden, den har lyst gennem slægterne siden, dengang Gud selv blev menneskets lys. 2 Det var ikke en himmel som andre, den blev åbnet af lys og af lyd, man så stjerner bevæges og vandre imod Betlehem, landet mod syd, så at hyrderne glemte at fryse, i Guds billede måtte de lyse, dengang Gud selv blev menneskets lys. 3 Det var ikke et barn som de andre, der blev født under himlen den nat, det var Gud selv, der nu ville vandre for at finde på jorden sin skat. I den usleste mand eller kvinde så han perlen så kosteligt skinne, dengang Gud selv blev menneskets lys. 4 Det var ikke en herre som andre, han fik ikke i herberget rum, måtte husvild imellem os vandre, til sin offerbænk førtes han stum, i den fremmedes grav blev han fange. I hans hus er der plads til de mange, han er Gud, han er menneskets lys. 5 Det er ikke et ord som de andre, det kan styrte selv dødens tyran, det er lyset, hvorved vi skal vandre gennem mørket til morgenens land. Dette ord blev et lyshav i tiden, det har lyst gennem slægterne siden, det er Gud, det er menneskets lys. Johannes Johansen 1977                                     173   Mel.: Behold os, Herre! ved dit ord Når syn og hørelse forgår 1 Ét vidste han om vejen frem: den endte i Jerusalem; og just som profetien lød, dér endte den i kors og død. 2 Den vej han lydigt ville gå. Han havde jo et mål at nå. Og ingen fjendes vold og list ham standsed eller gav ham frist. 3 Men råbte én: "Du Davids søn, forbarm dig, hør en tiggers bøn!", det standsed Jesus på hans vej, han kunne ikke sige nej. 4 Det er vor trøst i liv og død: han rørtes af en tiggers nød. Og alt vort håb er gemt deri: han kunne ikke gå forbi. 5 Det er den sande kærlighed, der målet vil og vejen véd og dog må standse ved at se sin næstes nød, sin broders vé. Luk18,31-43 K.L. Aastrup 1958.                                           73   Mel.: Harald Gullichsen 1980 1 Vi synger med Maria vor store glæde ud til ham, som gav os Jesus, til Himlens høje Gud. For helligt er hans navn, ja, helligt er hans navn. 2 Hans arm er stærk og mægtig, med vælde går han frem, men ser de små og svage og elsker netop dem. For helligt er hans navn, ja, helligt er hans navn. 3 Han lar sin nåde strømme mod sine børn på jord. Han holder det, han lover. Vi stoler på hans ord. For helligt er hans navn, ja, helligt er hans navn. 4 Se, alle folk på jorden, det storværk, Gud har gjort: De sultne gir han gaver, de rige sendes bort. For helligt er hans navn, ja, helligt er hans navn. 5 Istem den store lovsang om al Guds kærlighed! Syng glædens sang om Jesus i tid og evighed! For helligt er hans navn, ja, helligt er hans navn. Eyvind Skeie 1980. Peter Balslev-Clausen 1993.                                       193   Mel.: Befal du dine veje 1 O hoved, højt forhånet med blodig sår og ve! O hoved, tornekronet til smerte, spot og spe! O hoved, som har været tilbedet idelig, men nu så højt vanæret, vær hilset hjertelig! 2 Hvem voldte al din plage, din sjæl den mørke nat? Hvem voldte dig den klage: Min Gud har mig forladt? Hvem har den kalk dig givet, på korsets træ dig bragt? Hvem har dig, som er livet, i død og grav nedlagt? 3 Min Jesus, du er såret for mine synder så, jeg burde have båret den straf, som på dig lå; se hid, her står jeg arme, fortjente vredens ris, min Gud, dig dog forbarme, din nådes glimt mig vis! 4 Jeg takker dig af hjerte, af ganske sind og sjæl, min frelser, for din smerte, du ville mig det vel. Lad mig, o Jesu Kriste, ved troen holde mig! Når øjnene vil briste, da lad mig dø i dig! 5 Når herfra jeg skal vige, da vig du ej fra mig! Og når jeg ned skal stige i graven, vis mig dig! Træd frem, så snart mit hjerte er stedt i dødens nød, forkort min angst og smerte for din den hårde død! 6 Vær du mit skjold og bue, når jeg min afsked tar! Lad mig dit ansigt skue, som det på korset var! Jeg derved sejer vinder i troen, som sig bør, dig til mit hjerte binder; vel den, der sådan dør! Arnulf af Louvain før 1250. Paul Gerhardt 1656. Fr. Rostgaard 1738.                                           230   Mel.: Th. Laub 1917 1 Påskemorgen slukker sorgen, slukker sorgen til evig tid. Den os har givet lyset og livet, lyset og livet til dagning blid. Påskemorgen slukker sorgen, slukker sorgen til evig tid. 2 Redningsmanden er opstanden, er opstanden i morgengry. Helvede græder, Himlen sig glæder, Himlen sig glæder ved lovsang ny. Redningsmanden er opstanden, er opstanden i morgengry. 3 Sangen toner, vor forsoner, vor forsoner til evig pris. Han ville bløde for os at møde, for os at møde i Paradis. Sangen toner, vor forsoner, vor forsoner til evig pris. 4 Englehære budskab bære, budskab bære med lovsang ny, flyve så fage, frem og tilbage, frem og tilbage: til grav, til sky. Englehære budskab bære, budskab bære med lovsang ny. 5 Bødt er brøden, død er døden, død er døden i Paradis. Nu ligger graven midt i Gudshaven midt i Guds-haven til Jesu pris. Bødt er brøden, død er døden, død er døden i Paradis. 6 Mørket græder, engleklæder, engleklæder de er som lyn. Om end bedrøvet smiler dog støvet, smiler dog støvet ved engle-syn. Mørket græder, engleklæder, engleklæder de er som lyn. 7 Favrt i skare op vi fare, op vi fare fra grav i sky! Tungerne gløde, Herren vi møde, Herren vi møde med lovsang ny. Favrt i skare op vi fare, op vi fare fra grav i sky! N.F.S. Grundtvig 1843.                                     203   Mel.: Erfurt 1542 1 O du Guds Lam uskyldig, for os på korset slagtet! Din Fader var du lydig, ihvor du var foragtet. Al synd har du borttaget, vi ellers var fortabte. Forbarme dig over os, o Jesus! 2 O du Guds Lam uskyldig, for os på korset slagtet! Din Fader var du lydig, ihvor du var foragtet. Al synd har du borttaget, vi ellers var fortabte. Miskunde dig over os, o Jesus! 3 O du Guds Lam uskyldig, for os på korset slagtet! Din Fader var du lydig, ihvor du var foragtet. Al synd har du borttaget, vi ellers var fortabte. Giv os din fred, o Herre Jesus! Joh 1,30 Oldkirkelig latinsk hymne. Nicolaus Decius omkring 1525. Dansk 1529.                                                                                   9   Mel.: Efter Te Deum-melodi 9. årh. Fra Himlen højt kom budskab her 1 O store Gud! vi love dig af hjertens grund evindelig. I nåde ser du til os ned, og evig er din miskundhed. 2 Lovsangen fra den frelste jord sig blande med dit englekor! Ja, Adams æt istemmer glad kerubers og serafers kvad: 3 Du hellig, hellig, hellig er[1], du, hersker over Himlens hær, og hele jorden, vid og bred, er opfyldt af din herlighed. 4 Du skabte himlen underskøn og i dit billed støvets søn, du styrted ånden stolt i hu, det faldne støv oprejste du. 5 Profeters og apostles kor med martyrskaren trindt på jord og al den ganske kristenhed lovpriser dig for liv og fred. 6 Ja, evig tak, Gud Fader from, og dig, Guds Søn, som til os kom, dig, Helligånd, hvis guddomsrøst i kirken skaber liv og trøst! 7 Du ærens drot, vor frelser kær, velkommen og velsignet vær! Du lagde ned dit herredom i kvindeskød og krybberum. 8 Vor synd du bar, vort åg du brød, vor straf du led i korsets død; du sejrrig af grav opstod og dæmped dødens overmod. 9 Til Himmels åbenlyst du fór og troner højt i englekor; du sidder ved Guds højre hånd, mens i din kirke bor din Ånd. 10 Halleluja! evindelig Gud glæder os i Himmerig. O store Gud! vi love dig af hjertens grund evindelig. 1 Es 6,3 Te Deum, 4. årh. Dansk (1528. 1729.) 1798. 1850. 1951.                                       290   Mel.: Henrik Rung 1859 1 I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nåde-stolen, nu kom vor pinselilje-tid, nu har vi sommer skær og blid, nu spår os mer end englerøst i Jesu navn en gylden høst. 2 I sommernattens korte svale slår højt fredskovens nattergale, så alt, hvad Herren kalder sit, må slumre sødt og vågne blidt, må drømme sødt om Paradis og vågne til vor Herres pris. 3 Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet, det lufter lifligt under sky fra Paradis, opladt på ny, og yndig risler ved vor fod i engen bæk af livets flod. 4 Det volder alt den Ånd, som daler, det virker alt den Ånd, som taler, ej af sig selv, men os til trøst af kærlighed med sandheds røst, i Ordets navn, som her blev kød og fór til Himmels hvid og rød. 5 Opvågner, alle dybe toner, til pris for menneskets forsoner! Forsamles, alle tungemål, i takkesangens offerskål! Istemmer over Herrens bord nu menighedens fulde kor! 6 I Jesu navn da tungen gløder hos hedninger så vel som jøder; i Jesus-navnets offerskål hensmelter alle modersmål; i Jesu navn udbryder da det evige halleluja. 7 Vor Gud og Fader uden lige! Da blomstrer rosen i dit rige, som sole vi går op og ned i din Enbårnes herlighed; thi du for hjertet, vi gav dig, gav os med ham dit Himmerig. N.F.S Grundtvig 1843 og 1853.                                     431   Mel.: Op, min sjæl, thi sol er oppe 1 Herre Kristus, dig til ære slutter vi vort kirkeår; trøstig kan vor afsked være, advent kommer, som det går; ordet vil sin røst udsende, Ånden vil sit orgel slå, troens alterlys vil brænde, indtil jorden skal forgå. 2 Tak, fordi du var til stede, kirkedrot og kirkegæst! Tak for julebud og glæde, tak for dåb og nadverfest, tak og for langfredagssorgen, påsken tog vor hjerteve, Himmelfart og pinsemorgen lod du os til glæde se! 3 Tak for kirke-vej og hvile og for bønnens himmelgang, for de brudte syndens pile og for håbets salmesang! Tak, at du lod hjertet såre ved det skarpe ordets sværd, tak for hver aftørret tåre, verdens trøst er intet værd! 4 Herre Kristus, hør os bede: Styrk fremdeles ved dit ord alle dem, du lod berede dåbens bad og nådens bord! For os alle året bære troens høst af kraft og fred! Lad hver dag og time være levet for din evighed! C.J. Boye 1840.                                           74   Mel.: A.P. Berggreen 1852 1 Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød. Velkommen, nytår, og velkommen her! 2 Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod. Velkommen, nytår, og velkommen her! 3 Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed. Velkommen, nytår, og velkommen her! 4 Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Herrens år med vor Guds velbehag nu bringer os glæde hver Herrens dag. Velkommen, nytår, og velkommen her! Dansk adventssalme (1556). N.F.S. Grundtvig 1849.                                     104   Mel.: Melodi fra 15. årh. / Lossius 1553 Tysk visemelodi omkring 1600 1 Et barn er født i Betlehem, thi glæde sig Jerusalem! Halleluja, halleluja! 2 En fattig jomfru sad i løn og fødte Himlens kongesøn. Halleluja, halleluja! 3 Han lagdes i et krybberum, Guds engle sang med fryd derom: Halleluja, halleluja! 4 Og Østens vise ofred der guld, røgelse og myrra skær. Halleluja, halleluja! 5 Forvunden er nu al vor nød, os er i dag en frelser fød. Halleluja, halleluja! 6 Guds kære børn vi blev på ny, skal holde jul i himmelby. Halleluja, halleluja! 7 På stjernetæpper lyseblå skal glade vi til kirke gå. Halleluja, halleluja! 8 Guds engle der os lære brat at synge, som de sang i nat: Halleluja, halleluja! 9 Da vorde engle vi som de, Guds milde ansigt skal vi se. Halleluja, halleluja! 10 Ham være pris til evig tid for frelser bold og broder blid! Halleluja, halleluja! Latin 14. årh. Tysk 1545. Dansk 1544. 1569. N.F.S. Grundtvig 1820 og 1845.                                         122   Mel.: Wittenberg 1542 1 Den yndigste rose er funden blandt stiveste torne oprunden, vor Jesus, den dejligste pode, blandt syndige mennesker gro'de. 2 Alt siden vi tabte den ære, Guds billedes frugter at bære, var verden forvildet og øde, vi alle i synden bortdøde. 3 Da lod Gud en rose opskyde og sæden[1] omsider frembryde, at rense og ganske forsøde vor slægts den fordærvede grøde. 4 Al verden nu burde sig fryde, med salmer mangfoldig udbryde, men mangen har aldrig fornummen, at rosen i verden er kommen. 5 Forhærdede tidsel-gemytter, så stive som torne og støtter, hvi holder I eder så ranke i stoltheds fordærvede tanke! 6 Ak, søger de ydmyge steder, i støvet for Frelseren græder, så får I vor Jesus i tale, thi roserne vokse i dale. 7 Min Jesus! du stedse skal være mit smykke, min rose, min ære, de giftige lyster du døder og korset så liflig forsøder. 8 Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste! 1 1 Mos 3,15 Højs 2,1-2 Hans Adolph Brorson 1732.                                                                                   Mette Fredholm Emmauskirken 2004 Webmaster