Paulus er det ældste direkte vidne, vi har vedrørende kristen mystik.

Paulus' grundlæggende kerne er en mystisk oplevelse - eller flere ...
Paulus' beskrivelse og fortolkning af dem er grundfortolkning for senere kristen mystik, og Paulus' ordvalg og sprog giver ekko i næsten alle væsentlige skrifter om emnet i middelalderen.

Det er bemærkelsesværdigt, at Paulus (efter omvendelsen) understreger, at han ikke har kendt Herren, altså Kristus, rent menneskeligt, men kun har set ham i ånden, og det blev åbenbaret for ham, "da Gud ville".
(2.Kor.5,16).

Det vil altså sige, at det ældste historiske vidne vi har om Kristus, stammer fra en såkaldt mystisk oplevelse (udover sanserne).

Det er en oplevelse som er skelsættende og deler et menneskes liv i et før og efter: "for fjorden år siden" (2.Kor.12,2).

En synlig personlighedsforandring

Ud af dette vokser for Paulus en forandring af personligheden. Den virkning eller forandring af ham, som omvendelsen på vej til Damaskus har på længere sigt, beskriver han i Gal.2,20 "Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig."

Jeget eller bevidstheden er ikke længere enerådende, har ikke monopol på personligheden.
Jeget er ikke udslukket, og udefra ville enhver, der kendte Paulus, genkende ham, men der er sket en forandring: jeget er rykket til side, og jegets plads er overtaget af noget andet, i dette tilfælde Kristus, noget guddommeligt som sjælelig erfaring; bevidstheden deler så at sige det indre rum med en fremmed gæst, som har overvældende karakter:
"Ved I ikke fra jer selv, at Kristus er i jer?" (2.Kor.13,5).
"Vi har Kristi sind." (1.Kor.2,16).

Det betyder ikke, at man er en anden eller ser noget andet, men man er anderledes, og man ser anderledes.

Folk som arbejder med terapi eller indre udvikling (nærdødsoplevelser), og formentlig også mange andre, vil i nogen grad genkende en sådan beskrivelse, i mindre målestok, men dybest set det samme.

Strindbergs såkaldte drømmespil "Til Damaskus" giver en beskrivelse af en indre udvikling af lignende art som hos Paulus.

Ikke opblæst, inflateret

Det er også karakteristisk for den ægte religiøse oplevelse, at den ikke betyder, at jeget eller personen blæser sig op og bliver noget stort og vigtigt, eller føler sig særlig interessant eller overmenneskelig, tværtimod: Paulus omtaler sig selv som den ringeste, end ikke værdig at kaldes apostel (1.Kor.15,9), og som Paulus selv bekender nok så menneskeligt: "Vi ved jo, at loven er åndelig, men jeg er af kød, solgt til at være under synden … jeg forstår ikke min egen handlemåde: det gode jeg gerne vil, gør jeg ikke, og det onde, jeg hader, det gør jeg." (Rom.7,14-15).

Et sted, hvor man fornemmer denne ydmyghed over det større, som er til stede i ham, siger han netop til en af de opblæste, som praler af deres syner og ekstaser: "Hvad har du, som du ikke har modtaget?" (1.Kor.4,7).

Ånden

Et andet element hos Paulus har betydning for, hvordan vi opfatter meditation: det er den tilstand at være "én Ånd med Herren" (1.Kor.6,17).
Det er netop det vi stiller os til rådighed for, når vi sidder i stilhed.

Paulus bruger det klare billede om mennesket som et hus eller et tempel:
"Ved I ikke, at I er Guds tempel, at Guds ånd bor i jer. …. Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!" (1.Kor.3,15-17).

Dette tema tages op af Mester Eckehardt, o. 1300, der taler om, at Gud fødes i os.

Paulus er ikke mindst optaget af hvordan Ånden virker i mennesker.
Paulus taler om, at Ånden formidler visdom, der ikke stammer fra denne verden, Guds Visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets/tidernes begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed. (1.Kor,2,6).

"Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden; Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder. Thi hvilket menneske ved, hvad der bor i mennesket, uden menneskets ånd, som er i det? … Vi har fået Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os; og derom taler vi ikke med ord, lært af menneskelig visdom, men med ord lært af Ånden." (1.Kor.2,10-13).

Også i det mere praktiske arbejde med mission føler Paulus, at det ikke længere er ham, der virker, men Gud der virker i ham:
"Ved Guds nåde er jeg det, jeg er, og hans nåde har ikke været forgæves. Jeg har arbejdet mere end alle de andre, dog ikke jeg, men Guds nåde som har været med mig." (1.Kor.15,10-11).

Åndens frugter:
kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. (Gal.5,22).

Fortsat udvikling

".. så længe jeg var et barn, talte jeg som et barn, … siden har jeg aflagt det, som er karakteristisk for børn." (1.Kor.13).
Oplevelsen har sat skel, men er ikke dermed ophørt, den medfører også en videre proces.
Her i dette liv "ser vi stykkevis" (1.Kor.13,12), det vil sige, vi ser enkeltfænomenerne, ikke sammenhæng. Vores erkendelse er begrænset.

Det bliver senere et grundtræk i mystikken, at den mystiske oplevelse går ud over den normale erkendelse, og får en forsmag på den kommende og fuldkomne, som i kristen forstand er saligheden eller menneskets umiddelbare delagtighed i Gud.

Bøn til indledning:

Gud, vi kommer til dig
som dem, vi er, med det, som lige nu fylder i vort liv
og dem, der fylder i vort liv.
Tak for at vi kan være sammen i dit navn.
Vi beder dig:
Hjælp os til at være åbne for det, som du vil os.
Styrk os i troen på, at vi er ét med dig,
og at din ånd er den dybeste livsvilje i os,
Lad intet skille os fra dig
og lad din Ånd bære frugt i os i vores hverdagsliv.
Du som er det evige liv i os
Amen