|
Ved bevidst at medtænke og inddrage kroppen,
kan den blive en vej til bøn og stille fordybelse.
Indledning
Med temaet "Kroppens Gave" står vi for en
weekendretræte med sakral dans og strukturerede øvelser
til udvikling af kropslig bevidsthed og åbenhed. Formålet
er at lære sig at modtage Gud med hele sin væren.
"Kroppens Gave" er én ud af et program med
fire tematiske retræter.
Det samlede program er udviklet af en arbejdsgruppe, nedsat
af de ansvarlige for det Økumeniske Center (Århus)
retrætested, "Skovhuset", som et varieret retrætetilbud,
hvor man frit kan vælge de emner, man interesserer sig
for. Samtidig er programmet tænkt som en helhed; der gøres
her et forsøg på at berøre nogle af de centrale
og mest grundlæggende erfaringer, der hører naturligt
med i bønslivets almindelige udvikling.
De fire temaer er:
- Om at lytte og åbne sig
- Kroppens gave
- Bøn og meditation i teori og praksis
- Billeder, traditioner, teologi
Det er også tanken, at de fire tematiske retræter
kan bruges af nogle, der ønsker selv at være leder
for retræter eller stille andagter m.m. eller til styrkelse
og udvidelse af kompetencen også for mere øvede
ledere.
Om Vores baggrund
Vi har, hver på vores måde, i mange år beskæftiget
os med kroppens betydning for den religiøse erfaringsdannelse.
Vores kompetence til videregivelse i det kirkelige landskab har
vi fra den Kirkefaglige Videreuddannelse på Diakonissestiftelsen,
hvor vi som indviede diakoner nu tilhører diakonifællesskabet.
Helle Lerke er danseleder og under videreuddannelse i sakral
dans i Østrig. Holger Madsen er retræteleder og
meditationslærer fra Stiftelsen Berget i Rättvik,
Sverige. I det følgende fortæller vi kun om den
tema-retræte, vi selv står for:
Kroppens gave
Retræten "Kroppens gave" er bygget over den
centrale erfaring, at en positiv opmærksomhed, accept og
brug af kroppen er det bedste grundlag for bøn og fordybelse.
Vi tager flere metoder i brug. De metodiske elementer er hver
for sig begrundet i retrætens formål og ofte forankret
i korte bibeltekster. Her kommer en kort omtale af de enkelte
elementer.
De med *) markerede emner omtales
senere mere udførligt:
- Fredsmeditation, som hjælp til at bearbejde igangværende
indre uro og finde det sted, hvorfra meditation er mulighed (Fil
4, 4-7).
- Sakral dans, som kan give en umiddelbar, stærk og dyb
tilgang til livets helhed og hellighed*).
- Tegneøvelser, som hjælp til at nedfælde
oplevelser og fastholde dem, så de kan danne erfaringsgrundlag.
Desuden en vigtig udtryksmulighed.
- Strukturerede kropsøvelser, med karakter af gymnastik,
udvalgt med henblik på generel afspænding og smidiggørelse
af hele kroppen og med særligt henblik på at frigøre
åndedrættet. En af øvelserne er "Morgenbøn
med hele kroppen"- se illustrationer*). Nogle af øvelserne
er særligt udviklet som forberedelse til hjertebøn
med åndedræt.
- Redskaber til kropstræning: Skrå kile til rank
siddestilling på stol og kirkebænk. Bolde til opblødning
af muskelspændinger. Balancebræt til styrkelse af
ankler og knæ og til forøget "grounding".
- Afspænding i rygliggende stilling.
- Samtaler, parvis og i grupper, som redskab til opsamling
af fælleserfaringer.
- Træning i fysiologisk korrekt siddestilling, som åbner
for et frit åndedræt. Instruktion i meditativ gang,
som selvstændig meditationsform og som mulighed til at
vedligeholde meditativ opmærksomhed mellem to perioder
af stille, siddende meditation.
- Meditative sange, der understøtter fredsmeditation
og hjertebøn.
- Stilhed, som naturligt sætter fokus på du-og-jeg
forholdet til Gud.
- Sund, enkel, nærende mad, som ramme for social nærhed.
- Afsluttende højmesse i stedets kirke.
Dans - sakral dans, meditativ dans, kædedans som
bøn
Helle Lerke © 2002
Indføring
Stilhed udelukker ikke bevægelse; for mange er det vigtigt
at kunne give det, der rører sig i det indre et symbolsk
udtryk.
For andre vil de ydre bevægelser kunne bane vej til
opdagelse af indre dybder, der før var et lukket land.
De sakrale dansetrin har som alle dansearter en bestemt rækkefølge,
som bliver til en liturgi, der bringer orden i det menneskelige
kaos, og afspejler derved noget af skabelsens urbegivenhed.
Ringdansenes og kædedansenes mønstre og gebærder
indeholder menneskers ældste bønssprog. Et gammelt
jødisk ordsprog siger:
Vi danser med hele kroppen
for at være
sikre på, at vi beder med hele sjælen.
De sakrale ring- og kædedanse er et symbolsprog, som
kan skabe forbindelse mellem den enkelte og fællesskabet.
Dansekredsen bringer det personlige udtryk ind i fælles
oplevelsesramme. Derved bliver dansekredsen en sammenhæng,
der kan bære den enkelte.
Dans som udtryksform er økumenisk og uden hierarki,
for i dansecirklen står alle lige langt fra centrum. Dansene
kan danne bro over forskelligheder, og der kan ske noget afgørende
i forhold til ens medmennesker, når man mødes i
rundkredsen og holder hinandens hænder.
Når vi danser, gør vi den erfaring, at vores
opmærksomhed midt i dansens mangfoldighed hele tiden er
fokuseret på det aktuelle skridt, der gives os, et eneste
skridt ad gangen … på ny … og på ny …
lige som på livets pilgrimsfærd…
På denne måde kan dansen være med til at
binde bønsliv og hverdagsliv sammen.
Udøvelse
Musikken er ny og gammel, fra den klassiske tradition og folkekulturen.
Dansetrinene er enkle og gentages gennem hele dansen, men
selv om det er bestemte trin, der arbejdes ud fra, så findes
der ikke nogen færdig og korrekt måde at danse på.
Det er dansens indhold, der gør formen levende, og når
indholdet fylder opmærksomheden, kan kroppens bevægelser
være et udtryk, som kommer indefra.
Til indøvelse af dansens muligheder kræves en
erfaren leder, der skaber tryghed og stilhed omkring øvelsesprocessen.
Der kan udmærket være et samarbejde mellem en person,
der står for dansemeditation og en anden, der leder resten
af retræten, men det kræver selvfølgelig,
at de to omhyggeligt afstemmer det indholdsmæssige og er
trygge ved hinandens måde at arbejde på. *Alternativt
kan en hel retræte opbygges omkring dans, hvorved der også
vil forekomme et naturligt behov for at tale indhold og øvelser
igennem undervejs. Derfor er det vigtigt, at der etableres klare
grænser omkring de perioder, hvor der er stilhed til personlig
bøn alene, og andre perioder, der bruges til den fælles
aktivitet.
Bagefter
Som med alt andet arbejde, hvor kroppen bruges i nye stillinger
og i nye bevægelser, kan der også frigøres
fornemmelser, følelser og erindringer, der undertiden
kan overraske eller endda overvælde. Derfor er det meget
vigtigt, at lederen er tilgængelig for personlig samtale
og har erfaring i at føre retrætesamtaler, der omhandler
personlige ting uden uforvarende at begive sig ind i en terapeutisk
relation.
Vandremeditation
Holger Madsen © 2002
Jeg er vejen og sandheden
og livet. - Jesus. Joh 14,6
Indføring
De tidlige kristne talte om vejen, om at tilhøre vejen
eller være vejen. Billedet er også kendt fra det
gamle testamente, f. eks. Sl 128,1: Lykkelig hver den, der frygter
Herren og vandrer ad hans veje.
Selve
den fysiske vandring og kropslige bevægelse er gavnlig
for forvandlingen fra rastløshed til ro.
Accepter,
at bøn ikke nødvendigvis har behov for tankevirksomhed.
Den rytmisk regelmæssige gang, med dens spontane kombination
af ensartethed og variation, bliver efter nogen tids vandring
et naturligt udtryk for, hvordan man har det, fysisk, psykisk
og åndeligt. Når pilgrims-indstillingen føjes
til, ønsket om at gå vejen, kan vandringen
i sig selv blive til bøn – en bøn fra den
tilstand, man befinder sig i; en bøn, som rækker
ud til den heling og helhed, Guds nærvær giver.
Udøvelse
Find et område, hvor du har gode chancer for at gå
en uforstyrret tur.
Mens du går, noget
langsommere end du plejer, så mærk dine fødder
ved hvert eneste skridt.
Kig ligeud og lad øjnene hvile på et fjernt punkt
i højde med den naturlige horisont.
Hver gang du opdager, at opmærksomheden på fødderne
er glippet, eller at øjnene er gået på sightseeing
(det vil sandsynligvis ske meget hurtigt) – vend da roligt
tilbage til fod-følelsen og horisont-punktet.
Den opmærksomme tilbagevenden til fod-følelsen
og horisont-punktet vil formentlig for de fleste, der
lærer sig vandremeditation efter denne metode, være
den centrale opgave under indlæringen.
Det
er gavnligt med en beslutsom, tålmodig og venlig indstilling
til vanernes træghed.
Når du (ofte efter lang tids vandring) har nået
en relativ stabilitet med hensyn til øjnenes hvilen i
horisont-punktet og opmærksomhed på fødderne,
kan du gradvist udvide kropbevidstheden fra fødderne alene
til at omfatte:
- fødder og ankler,
- fødder og ankler og underben,
- fødder og ankler og underben og knæ,
- fødder og ankler og underben og knæ og lår,
- fødder og ankler og underben og knæ og lår
og hofte,
- fødder og ankler og underben og knæ og lår
og hofte og bug.
Bugen eller maven, som man siger, kan under vandringen opleves
som det naturlige bevægelsescentrum for gangen. Når
det sker, kan man opnå en ejendommelig lethed. Også
hjertet kan løfte sig.
Men husk, at begynde med fødderne og begynde forfra
med opmærksomhed på fødderne, hver gang koncentrationen
glipper og meditationen ophører eller bliver diffus.
Bagefter
Mærk, hvordan du har det nu.
Lad det
eventuelt munde ud i en stille hvilen i Guds nærvær
eller en anden form for bøn, som opstår uden anstrengelse.
En god og slidstærk tilgang til pilgrims-indstillingen
er Sl 139,23-24;
Ransag
mig Gud og kend mit hjerte
Litteratur:
- "Grønne enge – stille vand", - Håndbog
for retræteledere, udgivet 2003 fra Skovhusgruppen, Økumenisk
Center (Århus).
- Beskrivelsen af Sakral dans og beskrivelsen af Vandremeditation
indgår heri.
- Wilfrid Stinissen: Kristen dybmeditation. Borgens Forlag
1985.
- Per Mases: Den inre trädgården. Stiftelsen Berget,
Rättvik, Artos Bokförlag, Sverige, 1998.
- Maria-Gabriele Wosien: Sakraler Tanz. Kösel, Tyskland,1996.
Links:
|
