|
Kristuskransen eller "Frälsarkransen" -
et redskab for åndelige øvelser.
Den svenske biskop Martin Lönnebo, nu pensioneret, men meget
aktiv præst og forfatter, er kendt for sin frelserkrans,
eller kristuskrans, som den hedder på dansk. Kransen er
en bedekrans eller perlekæde til "åndelig træning".
Perlekæden kan forstås som en praktisk brug af symboler,
der fungerer sammen med vejledning til åndeligt liv udgivet
i bogen af samme navn og med en serie hefter som supplement,
med materiale til både børn og voksne.
I
Skatten fortæller Martin Lönnebo for små
børn. Ved hjælp af perlerne på armbåndet
leder han børnene frem til skatten, som er
Gud. Til hver perle knyttes et kort vers, som fortæller
barnet om perlens mening. Bogen er illustreret med poetiske akvareller
af Eva Norén.
Englen er skrevet til ledere i det kirkelige børnearbejde.
Den er en vejledning i at bruge Kristus-kransen i børneundervisningen
og gudstjenesten. Navnet Englen har bogen fået, fordi
jeg håber, at bogen kan være en opmuntrende og støttende
skytsengel for børneledere, skriver
Martin Lönnebo om bogen.
Sjælen henvender sig til voksne - fra konfirmandalderen
og op. Den tager sit udgangspunkt i akvarellerne fra Skatten
og igennem de 13 billeder, beskrives livsvandringen - den kristne
rejse. Til hver perle knyttes en følelse, en handling
og en meditation, som skal vise hen til det sted, hvor vi møder
Gud, medmennesket, naturen og os selv. |
|