I det andagtshæfte som vore søstre har lavet om
den hellige Lioba kan man læse beretningen om Liobas drøm.
Hun drømte, at der kom en rød tråd ud igennem
hendes mund. Hun trak i den, men den blev hele tiden længere,
så lang at hun måtte vikle den op til et stort garnnøgle.
Denne drøm om den røde tråd er en ejendommelig
drøm. En drøm, der er en helgen værdig, en
profetisk drøm om hendes eget liv, som netop blev kendetegnet
ved ikke bare at tilhøre hende selv, men ved at hun blev
til fælleseje for mange, på en vis måde har
selv vi en andel i hende, hvad enten vi lever i klosteret eller
i den menighed, som læner sig op ad klosteret.
I hendes vita, beretningen om hendes liv, kan man læse
at Lioba selv stillede sig spørgende overfor den underfundige
drøm. I klosteret var der en nonne, der var klog på
menneskets sjæleliv og som kunne tyde drømme. Men
Lioba turde ikke spørge hende direkte, og lod derfor en
af de elever hun havde i skolen fortælle om drømmen,
somom det var noget hun selv havde drømt.
Eleven fik dette svar fra den gamle søster:
Drømmen vil blive til virkelighed og varsler noget godt.
Men hvorfor lyver du for mig og siger, at drømmen er din?
For den skal ikke opfyldes på dig, men på Guds kære
udvalgte, hvormed hun mente Lioba. Hun skal i kraft af sin hellighed
blive til gavn for mange ved sine ord og ved sine gode gerningers
eksempel.
Tråden, som kommer ud af hendes mund, er visdommen som
udspringer fra hendes hjerte og udtrykkes gennem hendes mund.
Den røde tråd - sammenhængens og kontinuitetens
sindbillede - er Liobas atribut. En fantastik atribut. Og hvis
der er noget, vi mennesker ved begyndelsen af det 3. årtusinde
må være tændt på, så er det hvis
nogen kan række os et stykke livserfaring - et stykke levet
liv - der kan gøre os klog på, hvordan man midt
i et samfund, der truer med at fragmentere alt og alle ved sin
rasende udvikling, hvordan man dér finder det som kan
binde et menneskeliv sammen.
Den røde tråd er visdommen. Visdom er ikke bare
rafineret intellekuelt overskud, men - som den kloge drømmetydende
søster bemærker det, visdommen bunder i en hjertets
dannelse, hvor den intellektuelle indsigt er blevet prøvet
af kærlighed. Sådan bliver indsigt til visdom, -
når indsigt og hjerte er forbundet.
Men drømmen har mere at sige: Den røde tråd
kommer ud af hendes egen mund. Den røde tråd, sindbilledet
på sammenhæng og mening, - i Liobas eget tilværelse
bliver den til billedet på hendes livsudfoldelse, på
hendes måde at leve sit klosterkald. |
Det kommer indefra siger drømmen nu. Det kommer indefra,
ikke udefra. Hun påtager sig ikke en livsform, hun udfolder
sig selv.
Dette er dybt katolsk og en vigtig grundsandhed om hvordan vi
ser mennesket.
Mennesket, har Gud som sin værens grund, og derfor er det
selv i sin grund godt, skabt i Guds billede som vi mennesker
er. Et menneske kan derfor, - på grund af at mennesket
er godt, - gøre godt, elske og ville det sande, også
selvom troen på Gud endnu er nok så mangelfuld eller
slet ikke erkendt. Gud er alles skaber, også dem der ikke
tror bærer Guds billede i sig.
Ingen nok så brutal synd eller fejl eller krænkelse
kan udslette det. Deraf udleder hele oldkirkens sin bevidsthed
om mennekets værdighed.
Ganske vist, vi kan leve som dementier af det, vi er, men da
lever vi netop også forkert, på afstand af hvad vi
virkeligt er. Mennesket er det eneste levende væsen der
kan agere som noget andet end det er; det sker når mennesket
handler umenneskeligt! Men da er mennesket blevet fremmed for
sig selv. Med Augustins berømte ord, da han ser tilbage
på sin egen livsbane: "alt for sent lærte jeg
at elske dig Gud. Du var indei, men jeg var udenpå, du
var hos mig, men jeg var ikke hos mig."
Liobas liv var ikke som Augustins kendetegnet ved brud og alskens
fremmedhed i forhold til sig selv. Helt fra ganske ung levede
hun i en stor religiøs hengivelse og i en tilsvarende
kærlighed til medmennesket. Men temaet er alligevel det
samme som hos Augustin: den sande udfoldelse af livet kommer
indefra, når mennesket er i berøring med sit hjertes
dybeste længsler og tilskyndelser, så handler mennesket
sandt, så er det menneske virkelig i live. Da kommer livet
indefra, da rulles det ud fra menneskets egen hjertegrund, da
vokser hellighed frem og bliver til liv for andre.
Det kommer indefra det sande liv, det som vi er kaldet til. For
vi er kaldet til: ikke at leve på overfladen eller halvdistancen,
men i dybde og nærhed. Kaldet til klosteret apliceres ikke,
tages ikke på som en fremmed dragt, ingen skal spille rollen
som søster eller munk eller præst eller døbt.
Men vi skal være, hvad vi er.
Ud af Liobas mund kom den røde tråd, sindbilledet
på mening, kontinuitet og sand selvudfoldelse. Den kom
- ikke som noget fremmed, men som noget eget og velkendt - og
dog som noget skænket, sådan som livet selv er foræring
og nåde og ikke tilhører os selv, men den Gud som
er al værens grund.
Jesper Fich |
