Rejse til ”Berget” En beretning om et uddannelsesforløb og et arbejdsophold på Stiftelsen Berget, Rättvik, Sverige. Diakon Holger Madsen. Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Åb 21,6
	Enhver, der har rejst, har noget at fortælle. - ... siger et ordsprog. Da jeg netop var kommet hjem fra kursusophold på det svenske meditations og retrætested ”Berget” undslog jeg mig ikke, da Diakonissestiftelsens forstanderinde bad mig fortælle om rejsen. Stiftelsen ”Berget” i Rättvik, som ligger langt oppe i Sverige, består oprindelig af to forskellige kursussteder. Sankt Davidsgården, som blev oprettet for knap 40 år siden, da nogle præster i den svenske kirke besluttede, at de nye religiøse bevægelser ikke skulle gå dem forbi. De ville undersøge hvad der var skidt og kanel i de nye rørelser og hvis der var noget godt inddrage det i kirken. Et resultat af denne åndelige åbenhed blev, at retrætebevægelsen, som egentlig er en gammel kristen tradition, tidligt blev indoptaget i den svenske kirke, og en kreds af præster og lægfolk oprettede retrætestedet Sankt Davidsgården indenfor Svenska Kyrkan. Senere oprettedes også Meditationsgården, som en erkendelse af, at den stigende interesse for meditation, som ellers ofte søgte til østlige kilder, også kunne opfyldes indenfor den kristne tradition. Faktisk er selve ordet meditation et kristent ord. Sankt Davidsgården og Meditationsgården er nu samlet i Stiftelsen Berget. Jeg har været på ”Berget” for at få to forskellige uddannelser. Dels en uddannelse som retræteleder, dels en uddannelse som meditationsleder, over et forløb på ét plus tre kurser. Mellem kurset i retræteledelse og det første kursus i meditationslederuddannelsen boede jeg på stedet og arbejdede for kost og logi med opgaver, som ellers er meget uvant for mig: Jeg flyttede grene og kørte adskillige trillebør-fulde jord, der skulle skovles ud for at pynte på landskabet. Jeg malede også et rum, som skulle bruges til opbevaring af enogtyve kors, som var ved at blive færdiggjort til fejring af år 2000. I nogle dage arbejdede jeg i køkkenet med at passe den meget store opvaskemaskine og tilsvarende store opvask, der skulle igennem den. Selv om disse arbejder var temmelig tunge for mig, fordi det er uvant, var jeg alligevel glad for opholdet, fordi dette at arbejde praktisk er en god måde at lære stedet og menneskene at kende på, og giver gode muligheder til at overkomme sprogvanskeligheder fra begge sider, på fornøjelige måder, så kommunikationen styrkes. På den måde har jeg også fået venner blandt ”husfolket”. Første del af meditationslederuddannelsen samlede sig om kroppen og gode måder at sidde på til meditation. Og selv om jeg syntes jeg vidste meget om korrekt siddestilling, lærte jeg alligevel noget nyt om hvordan selve kropstillingen kan føre til at kroppen begynder at bede. Andet kursus samlede sig om det psykiske arbejde i meditationen. Når man får tid til stilhed vil der naturligt melde sig alle mulige ufærdige situationer, opgaver man har skubbet til side; følelser til andre mennesker, som ikke er blevet ”følt færdigt” så at sige; tanker om livet og livets vilkår. Som meditationsleder må man kende til dette og kunne anvise veje igennem de psykiske lag. Tredje del af uddannelsen vedrørte det åndelige, selve det religiøse indhold, som er formålet med den kristne meditation, og her fik vi eksempler fra hele kristendommens historie, fra de tidlige kirkefædre og op til i dag. Jeg husker f. eks. Irenæus, en af de meget tidlige fædre, som har sagt: Guds ære er det fuldt levende menneske, og det fuldt levende menneske skuer Gud. Citatet er relevant for meditation, fordi dette at ”skue Gud”, altså kontemplation, er meditationens dybeste lag. Et eksempel fra nutiden er Mother Teresa, om hvem vi fik fortalt, at den gerning, som hun er kendt for, for hun havde jo været nonne i mange år før hun begyndte den, men den opgave, hun påtog sig, begyndte ved at hun så en døende kvinde på gaden, som rotterne var begyndt at spise af. Hun syntes ikke det var værdigt for et menneske, så hun samlede hende op og bar hende til et hospital, men de blev afvist. Hun bar hende til et andet hospital, hvor de også blev afvist. Så bar hun hende hjem og plejede hende på sit værelse. Således begyndte Missionaries of Charity. Mother Teresa har udtrykt sin erfaring på en måde som indbefatter og forbinder meditation og diakoni: Frugten af stilhed er bøn. Frugten af bøn er tro. Frugten af tro er kærlighed. Frugten af kærlighed er at tjene. Frugten af tjeneste er fred. 2000 Holger Madsen, diakon, retræteleder, meditationslærer.