Forening med Gud
Den apofatiske metode, hvad enten det er i teologisk tænkning
eller i bønslivet, kan forekomme at være af negativ
art, men den sigter mod et yderst positivt mål. Når
vi giver afkald på tanker og billeder, føres vi
ikke ind i tomhed, men i en fylde, der overgår alt, hvad
den menneskelige tanke kan forrestille sig eller udtrykke. Negationens
metode kan ikke sammenlignes med at pille et løg, men
snarere med at hugge en statue: Når vi piller løg,
kan vi fjerne lag efter lag, indtil der ikke er mere løg.
Vi ender altså med ingenting. Men når en billedhugger
hugger af marmorblokken, har det en positiv virkning, at han
fjerner noget. Han reducerer ikke blokken til en bunke tilfældige
stumper. Tværtimod; ved sin tilsyne-ladende destruktive
fremfærd afslører han en form, der lader sig opfatte.
Sådan er det også, på et højere plan,
når vi benytter den apofatiske tilgang. Vi afviser for
at kunne bekræfte. Vi siger, at noget ikke er, for
at kunne sige, at noget er. Negationens vej viser sig
at føre til bekræftelse på et højere
niveau. Dét, at vi lægger ord og idéer bort,
tjener som et springbrædt eller en trampolin, hvorfa vi
springer ind i Guds mysterium. Apofatisk teologi, i sand og fyld
betydning, fører ikke til fravær, men til nærvær;
den fører ikke til agnosticisme, men til forening i kærlighed.
Apofatisk teologi er således meget mere end blot en intellektuel
øvelse med ord, der afbalancerer positive udsagn med negative.
Dens mål er at gøre det muligt for os at mødes
direkte og personligt med Gud, som er uendeligt meget større
end alt, hvad vi kan sige om Ham, negativt som positivt.
Kærlighedens forening, som er den apofatiske metodes egentlige
mål, er forening med Gud i hans energier, ikke i hans væsen.
(...)
I tankerne kan vi nærmere bestemme tre forskellige former
for forening: |
For det første er der mellem personerne i Treenigheden
forening eller enhed i væsen; Fader, Søn
og Helligånd er "af ét og samme væsen".
Men mellem Gud og de hellige finder ingen sådan forening
sted. De hellige er ganske vist "guddommeliggjorte",
men de bliver ikke "ekstra" medlemmer af Treenigheden.
Gud forbliver Gud, og mennesket forbliver menneske. Mennesket
bliver til gud af nåde, men ikke til Gud af væsen.
Forskellen mellem Skaber og skabning eksisterer fortsat. I gensidig
kærlighed kan der bygges bro over den, men den forsvinder
ikke. Lige meget hvor tæt Gud kommer på mennesket,
vil Han dog fortsat være den "helt Anden".
For det andet er der mellem den guddommelige og den menneskelige
natur i den inkarnerede Kristus hypostatisk (personlig)
forening eller enhed: I Kristus er guddommelighed og menneskelighed
så tæt knyttet sammen, at de udgør, eller
tilhører, én person. Og igen: Enheden mellem Gud
og de hellige er ikke af dén karakter. I Guds og sjælens
mystiske forening er der ikke én, men to personer (eller
mere præcist: fire personer; ét menneske og den
udelelige Treenigheds tre personer). Det er et "du og jeg"
forhold: "Du" bliver ved at være "du",
lige meget hvor tæt"jeg"kommer på. (...)
For det tredje: Enheden mellem Gud og det menneske, Han har skabt,
er da ikke hverken væsensenhed eler personsammenfald. Det
er forening og enhed i energier: De hellige bliver ikke til Gud
af væsen og heller ikke til samme person som Gud, men de
får del i Guds energier, det vil sige i Hans liv og kraft,
nåde og herlighed. (...)
Dén, der har del i Guds energier, møder derfor
Gud selv, så vidt dette kan lade sig gøre for et
skabt væsen. Når vi siger, at mennesket har del i
Guds energier, men ikke i Hans væsen, betyder det, at der
mellem Gud og mennesker er opstået forening og enhed, men
ikke sammenblanding. (...)
Vi hævder Guds nærhed, men samtidigt proklamerer
vi, at Han er den "helt Anden". (p. 114-115) |
